Oplev verdens største regnskov
Med et areal på 6,9 millioner km2 er Amazonas verdens største regnskov. Her er det muligt at opleve et varmt og fugtigt klima med dyrearter, man aldrig ville kunne finde i Danmark. I regnskoven regner det næsten hver dag. Der kan falde 2 til 10 meter regn om året, hvilket er markant mere end de 700 millimeter regn, som vi får i Danmark hvert år. Regnen gør regnskoven frodig, og dens klima gør det således muligt for både dyr og planter at trives i bedste velgående. Regnskovene er faktisk levested for omtrent halvdelen af hele jordens plante- og dyreliv. Med sin store størrelse udgør Amazonas halvdelen af verdens regnskove, som i alt dækker 6% af jordens overflade. Amazonas strækker sig desuden over hele 9 lande i Sydamerika.
Et rigt dyreliv
Verdens regnskove byder på et rigt dyreliv i alle mulige farver og faconer. I Amazonas er det eksempelvis muligt at støde på omkring 427 forskellige slags pattedyr. Der findes også 378 arter af reptiler som f.eks. den farlige anaconda. Særligt regnskovens fugleliv er dog rigt med omkring 1.300 forskellige arter. Hvis man går på opdagelse i Amazonas, vil man således opleve fugle, som ikke lever andre steder på jorden. Regnskovens frodige natur er dog også uvant terræn for de fleste mennesker, og der gemmer sig dyr i skovbunden, som kan være farlige og snedige. En tur til denne del af verden kan derfor også være en farlig rejse, der kræver erfaring.
Regnskovens fugle
Amazonas’ natur byder på mange smukke fugle, der kan skabe begejstring hos enhver. Her er 3 af regnskovens fugle, som du måske vil støde på, hvis du kigger op gennem træernes kroner:
- Kæmpetukanen er den største tukan, der findes. Med et 19 cm langt orange næb er tukanen et farverigt syn, der får naturen til at lyse op. Tukanen kan leve op til 20 år og lever blandt andet af små dyr som insekter og firben. Fuglen nyder dog også regnskovens frugter, hvis den vel og mærke kan få fat i dem! Tukanen er nemlig dårlig til at flyve og hopper derfor fra træ til træ.
- Hoatzin er en fasanlignende fugl, som holder til nær Amazonas-floden. Denne fugl er høj og udstyret med en lang hals, så den hurtigt og effektivt kan nå blade og frugter. Hoatzin har en brun krop og en blå farve omkring ansigtet, der får den til at skille sig ud i naturen. Den er særligt kendt for sine høje støn og hvæs, der kan høres langvejs fra.
- Macaw er en frodig fugl, som mange måske kender fra Danmark. Macaw er nemlig en papegøje, der er kendt for sine flotte og farverige fjer. Denne fugl lever oftest i en flok og er således et socialt dyr, der elsker at kommunikere. Macaw er dog ikke kun social med sine artsfæller – nogle arter kan nemlig efterligne menneskelig tale!
Hvis man bevæger sig til Amazonas, vil man således opleve regnskovens fugle på tæt hold og få en unik oplevelse for livet.